Hoved & profil
Hovedet skal have stærk knoglebygning, let rundet pande, fyldige kinder, fast hage og en middellang næse uden egentligt stop, men med en let indbugtning.
Hvad kigger dommeren egentlig efter? Her er FIFe-standarden for Hellig Birma oversat til et overblik, man kan bruge uden at være dommer.
Standarden beskriver racens ønskede helhed: hoved, øjne, krop, pels, farve, hale og de karakteristiske hvide handsker. En udstillingsstandard er ikke en rangliste over, hvor dejlig en kat er at leve med.
Hovedet skal have stærk knoglebygning, let rundet pande, fyldige kinder, fast hage og en middellang næse uden egentligt stop, men med en let indbugtning.
Øjnene er middelstore, let ovale og dybblå. Ørerne er forholdsvis små med afrundede spidser og god afstand imellem.
Kroppen er let langstrakt. Hanner skal virke mere massive end hunner. Benene er korte og stærke, og poterne er runde.
Halen er middellang og danner en fjerbusk. Pelsen er lang til semilang, silkeblød og med lidt underuld.
Det er nyttigt at se pointskalaen, fordi den viser, at Hellig Birma bedømmes som en helhed – ikke kun på de hvide poter.
Alle fire fødder skal være rent hvide. På bagpoterne fortsætter det hvide op i en spids – de såkaldte kiler eller sporer. Idealet er omvendte V'er, der når omtrent halvvejs til tre fjerdedele op ad hasen. Ensartethed og symmetri tæller.
Hvidt, der løber op langs siden eller bagsiden af benet fra handsken – det, der kaldes en “runner”.
Manglende kiler/sporer på bagpoterne.
Hvide pletter i de farvede områder – eller farvede pletter, hvor der skal være hvidt.
Denne side er en forklaring. Ved udstilling er den officielle FIFe-standard altid den afgørende tekst.