Fra 1. januar 2027 ændrer FIFe sine Avls- og Registreringsregler, så en hunkat som udgangspunkt ikke må parres, før hun er fyldt 10 måneder.
Det er et vigtigt skridt i retning af at beskytte meget unge hunkatte mod at blive sat for tidligt i avl. Men ændringen rejser samtidig et spørgsmål, som vi synes fortjener en reel diskussion:
Et minimum er ikke nødvendigvis en anbefaling
En hunkat kan blive kønsmoden længe før hun er færdig med at udvikle sig. Reproduktionsevne er ikke det samme som fysisk og adfærdsmæssig modenhed.
Kroppen fortsætter med at udvikle sig efter kønsmodningen. Størrelse, muskulatur, knogler, kropskondition og adfærdsmæssig modenhed følger ikke nødvendigvis samme tidsplan som de første løbetider. Det er særligt værd at have med i overvejelserne hos racer, der udvikler sig over længere tid.
Derfor bør spørgsmålet efter vores mening ikke kun være: Hvornår må hun få killinger? Det bør også være: Hvornår er hun bedst rustet til at få dem?
Birmakredsens udgangspunkt: omkring 18 måneder
Vi mener som udgangspunkt, at en hunkat bør være mindst omkring 18 måneder, når hun får sit første kuld.
Det betyder ikke, at der findes en magisk biologisk grænse præcis den dag, katten fylder halvandet år. Katte er individer, og race, størrelse, udvikling, kondition, sundhed og temperament skal altid indgå i vurderingen.
Men der er efter vores opfattelse en vigtig forskel på at se FIFes 10 måneder som en nedre grænse og på at gøre 10 måneder til det tidspunkt, man aktivt tilstræber at parre sin hunkat.
Tid giver også opdrætteren mere viden
At vente handler ikke kun om kattens størrelse. Det giver også mere tid til at se, hvordan den unge kat faktisk udvikler sig som voksen.
Hvordan bliver hendes temperament? Holder hun en god kropsvægt og kondition? Er relevante sundhedsundersøgelser på plads? Er der kommet nye oplysninger om hende selv, hendes søskende, forældre eller andre nære slægtninge, som bør indgå i beslutningen?
Og har hun overhovedet udviklet sig til den avlskat, man håbede på, da hun var killing?
Det er også avlsarbejde.
Men debatten er ikke sort-hvid
Der findes også et reelt modargument. Nogle fertile hunkatte kommer hyppigt i løbetid, og gentagne løbetider kan være belastende. Langvarig hormonel prævention er heller ikke nødvendigvis en løsning, man ønsker.
Derfor kan der opstå situationer, hvor opdrætteren sammen med sin dyrlæge må foretage en individuel vurdering. Det er netop en af grundene til, at vi ikke ønsker at erstatte FIFes minimum med endnu et firkantet tal og derefter erklære diskussionen afsluttet.
Alder bør være én del af vurderingen
Inden en hunkat sættes i avl, bør man blandt andet se på hendes fysiske udvikling og kondition, temperament og modenhed, relevante sundhedsundersøgelser for racen, familiehistorik og den konkrete avlsplan.
Og nogle gange bør konklusionen være, at katten slet ikke skal have det kuld, man oprindeligt havde forestillet sig. At have købt eller beholdt en killing med henblik på avl er ikke det samme som, at katten senere skal bruges i avl.
Hvorfor FIFes ændring stadig er vigtig
Selv om Birmakredsen gerne ser hunkatte være ældre ved deres første kuld, er princippet bag en international minimumsalder vigtigt. Det sender et klart signal om, at kønsmodenhed i sig selv ikke er tilstrækkelig begrundelse for at sætte en meget ung kat i avl.
Hvad mener du?
Vi vil meget gerne høre både opdrættere og andre kattemennesker. Debatten må gerne rumme forskellige erfaringer og synspunkter.
Er 10 måneder ved første parring en fornuftig nedre grænse?
Bør man som udgangspunkt vente, til hunkatten er omkring 18 måneder ved første kuld?
Eller giver det mere mening helt at undgå én anbefalet alder og i stedet vurdere den enkelte kat?
Og hvis du selv opdrætter: Hvad lægger du vægt på, når du beslutter, at en ung hunkat er klar?
Det interessante er ikke at finde den opdrætter, der har gjort det “rigtigt”. Det interessante er at blive klogere på, hvordan vi bedst varetager hunkattens velfærd.
Bemærk: Artiklen skelner bevidst mellem FIFes minimumsregel og Birmakredsens holdning. Den enkelte kats sundhed og avlsegnethed bør altid vurderes individuelt og i relevant omfang sammen med dyrlæge.